Fotografier fra Parforcejagtselskabet

Omkring 25 medlemmer af FAHS mødtes til en interessant rundvisning og foredrag om Ringovnen i Nivå. Vi blev vist rundt af en frivillig tilknyttet Teglværksmuseet, som fortalte om hvordan produktionen foregik og de hårde arbejdsvilkår der gjaldt.

I 1858 fik den tyske ingeniør og opfinder Friedrich Hoffmann patent på en ovn til kontinuerlig teglbrænding. Ringovnen på Nivaa Teglværk, der blev taget i brug i 1870, er i dag det eneste bevarede eksemplar af Hoffmann’s berømte cirkelrunde ovne i Danmark. Ovnen var i gang i døgndrift, og der blev produceret op til 20.000 mursten og andre slags tegl om dagen. Teglværket leverede byggematerialer da byggeboomet i 1880’erne var på sit højeste i København og mange andre byer i Danmark og udlandet.

Ringovnen blev taget ud af drift i 1967, og Nivaa Teglværk lukkede i 1981. Ringovnen blev fredet i 1985, og er et enestående industrimonument, der fortæller historien om den teknologiske udvikling og om et næsten forsvundet industrimiljø.

Man havde selv kaffe med, og formanden sørgede for medbragt kage, som vi nød i dejligt solskinsvejr.

Frem til anden halvdel af 1800-tallet var det kun få uddannelser, der stod åbne for kvinder. Flertallet kom tidligt ud at tjene på en gård eller evt. på et gods for at kvalificere sig til at føre en husholdning, stor eller lille. Borgerskabets døtre blev typisk oplært af deres mødre til samme skæbne, nemlig ægteskab. Af andre muligheder var der oplæring som syerske, kokkepige, sygepasser, jordemoder, lærerinde og lignende kvin­ delige sysler, altså uddannelser, der krævede lidt mere end mors vejledning. Men på dette tidspunkt dannedes flere kvindeorganisationer, der krævede ligestilling med mændene.

I Svendborg sad en ung skipperdatter, Nielsine Nielsen, og drømte om at få en uddannelse. Familiens ene­ ste søn var omkommet ved et skibsforlis, så hun havde ingen konkurrence fra uddannelseshungrende brødre. Alligevel kostede det kamp at opnå en lille økonomisk støtte fra faderen, da hun som 18-årig ytrede ønske om at få en uddannelse som lærerinde. Det lykkedes for hende, og hun underviste nu i et par år i begyndelsen af 1870'erne. Men snart blev hendes interesse for at videreuddanne sig til læge vakt. Det blev igen op ad bakke, men det lykkedes både at få en studentereksa­ men og at gennemføre medicinstudiet på Københavns Universitet. Men da hun siden ville videreuddanne sig til gynækolog, måtte hun søge til udlandet.

I Roskilde fik en sagførerdatter samme lyster til en videregående uddannelse et par år senere, nemlig Anna Hude. Hun var til gengæld i skarp konkurrence med tre sønner, der alle skulle have en akademisk uddannelse. Anna fik også kæmpet sig frem til at måtte tage en uddannelse som lærerinde. Men hun brød sig ikke om at undervise. Måske har hun hørt om de to første kvindelige studenter i 1879. I hvert fald blev det hende mål. Men inden hun nåede så vidt, blev hun udsat for en voldtægt. Alligevel lykkedes det hende at kæmpe sig tilbage på sporet, og i 1893 blev hun den første kvindelige dr.phil.

Men et var uddannelse, noget andet var at opnå embeder inden for det offentlige. Det kostede atter hård kamp og mange ydmygelser at opnå samme rettigheder som mænd, bl.a. med hensyn til løn, pension, avancement og andre goder på arbejdsmarkedet. De første institutioner, der åbnede op for ansættelse af kvinder, var Rigsarkivet og Statistisk Bureau, forgængeren for Danmarks Statistik. Faktisk er det lykkedes mig at finde en pioner fra Nordsjælland, nemlig Meta Hansen, der i 1893 blev første kvindelige cand.polit., men siden var 25 år om at opnå rimelige ansættelsesvilkår, da hun endelig blev udnævnt til fuldmægtig efter en lovæn­dring i 1921.

Helsingør Almindelige Hospital eksisterede fra 1541-1941 foredrag ved

Torben Bill-Jessen og Lone Hvass

Karmeliteordenen byggede og grundlagde ”Vor Frue Kloster”, med kirke og 8 hektar velplejet havejord. Et fornemt byggeri, med en pragtfuld kirke og en kapitelsal, antagelig opført af en af middelalderens store billedhuggere og arkitekter Adam van Dürren. Det er forståeligt nok den historie - munkenes byggeri og deres virke - som i dag løber af med sejren. Men mens karmeliterordenen, byens yngste tiggermunkeorden, kun fik en kortere levetid i byen på bare hundrede år, fik det efterfølgende Almindelige Hospital eller Helliggejsthus ikke mindre end firehundrede års levetid og virke for byens fattigdomsforsorg og latinskole. De ældste af Hospitalets velbevarede regnskaberne fra 1575 – 1654 som findes i Rigsarkivet er transskriberet og de fortæller et væld af dagligdagens historier. Hospitalets rammer var enestående - et af nordens bedst bevarede klosteranlæg- indenfor hvilket, der udspandt sig en stor del af Helsingørs socialhistorie blandt byens fattige og syge borgere

Koneloftet i Karmelitterklosteret i Helsingør

Foto: Museerne i Helsingør

Teglværkshistorien i Nordsjælland.

Foredrag af Jørgen Berthelsen, Teglværksmuseet, Nivaa

Lørdag den 8. oktober 2022

Foredrag om teglværkshistorien i Nordsjælland

Teglværksdriften kom til Nordsjælland i 1160-erne, hvor både Søborg Slot og Esrum Kloster tog den revolutionerende teknologi i brug. I de næste århundreder var det kun konger og Kirken, der var aftagere af teglprodukterne. Men midt i 1800-tallet skete en eksplosiv vækst i antallet af små teglværker, hvoraf nogle blev store produktionsteglværker, mens andre måtte lukke, da den revolutionerende ringovn blev indført i 1860-erne og frem.

Foredraget vil beskrive tegl-teknologiens udvikling gennem 850 år indtil Nordsjællands sidste teglværk ”Pedershvile” blev lukket i 2021. Der vil blive vist billeder fra udvalgte teglværker i Nordsjælland fra denne periode, og demonstreret typiske teglprodukter fra hele perioden.

Hellebæk Teglværk, maleri i privateje

Udflugten lørdag i prinsen (4. juni) til Søborg

      Foreningen var på en herlig udflugt de sidste dage i maj.  Arkæolog Kjartan Langsted fra Museum Nordsjælland og medlem af FAHS-bestyrelse, førte os rundt i Søborg. Vi begyndte ved den meget spændende kirke, en af landets ældste teglstens kirker. Derfra vandrede vi ad Søborg Bygade ud til de imponerende fæstningsvolde bygget af jord og træ. I 1200- tallet er byen på den inderste holm vokset frem. Søborg var engang en købstad, bygget til slottet, men mistede sine købstadsrettigheder i 1500-tallet samtidig med at slottet blev forladt.

     Nu gik turen videre over mellemholmen til den yderste holm, hvor ruinen af Søborg Slot ligger. De ældste ruiner er fundamentet af et rundt tårn, meget lig Bastrup tårnet. Vi hørte om kong Valdemar der i 1160 belejrede Søborg, som ifølge Saxo var bygget og ejet af ærkebiskop Eskil.  Søborg er ændret en del gennem middelalderen bl.a. af Valdemar Atterdag. Anlægget står i dag med ringmur, og tårne samt beboelseshus - et palatium med kapel - og Kjartan gennemgik den spændende bygningshistorie. Slottet/borgen er en af de mest udgravede ruiner vi har. bl.a. af Frederik 7. Vi hørte om kongeslægten prins Buris og om ærkebiskoppens Jens Grand, som i halvandet år sad i et elendigt fangehul, på slottet lænket og plaget på alle måder. Eftersom slottet blev anset som særdeles sikkert, blev det benyttet som fængsel for de farligste fjender af kongemagten. Meget anskueligt fortalte Kjartan med sværdet i hånden om de mange fund, som er gjort i den udtørrede sø. Hvor netop de mange sværd, håndskydevåben, kanonkugler af sten, og mønter er fundet. Vi afsluttede besøget på slotsruinen med rester af vindebro anlægget.  I 1500’årene hvor borgen var forladt, fungerede den som stenbrud til omgivelsernes byggeri ikke mindste nybyggede skorstene i 1600-årene.

    På vejen tilbage over holmen hørte vi om ”Bodils” kirkegård, med de mange grave, med flere fornemme murede kister, dernæst om borgens teglovne. Til sidst så vi på anlægget foran de store fæstningsvolde. En kagsten som har hørt til byen, er opstillet i det lille anlæg, med mindesten for Chr. X’s regeringsjubilæum i 1937. (se foreningens tidsskrift nr.1/2021) Vi sluttede ved kirken, hvor Kjartan havde en opgave til de 20-30 deltagere, at finde teglstenen med runer. (på kirkens sydside).

    Det var en dejlig eftermiddag, mange interesserede spørgelystne deltagere, Kjartans store viden og gode formidling, og ikke mindst et smukt vejr og de mange nattergale omkring borgen.

Vi glæder os til næste år, hvor der igen skal vand i den tørlagte Søborg Sø. som tidligere var Nordsjællands fjerde største sø.

Tekst: Lone Hvass